66...

I fodsporene på barometersuccessen med Dags Dato har Jonas Villumsen besluttet at forsøde vores dagligdag med endnu en ny pragtfuld kreation (måtte de blive ved med at komme i en lind strøm). Lyrisk (med de sædvanlige forbehold, når det gælder JV's tekstunivers; dog sjældent at en sang har formået at sætte så mange associationer i gang) er 66 en lettere melankolsk/vemodig sag, som ikke desto mindre på smukkeste vis formår at flyde drømmende af sted, og hvor man næsten kan fornemme den døsige varmedis i den mennesketomme storby. Har gennem årene anvendt så mange rosende ord på Hr. Villumsen, at det vel efterhånden må virke tilnærmelsesvist utroværdigt, hvorfor man kan synes om dette eller lade være. Men efter at have lyttet til nummeret et utal af gange, så fremstår 66 i al sin enkelhed (og skønhed), som et af de absolutte højdepunkter blandt Jonas Villumsens efterhånden omfangsrige produktion...og det siger vel en hel del?