Blandet fra bunkerne og kampen mod vindmøllerne...

Rumsterer lidt rundt i mailboksen med et lysegrønt håb om at finde guld. Samtidig en kærkommen mulighed for at rydde lidt op i de mere end 23.000 mails, som efterhånden fylder ganske nydeligt på hylderne. Som jeg har skrevet så mange gange før ved tilsvarende lejligheder, så føler jeg mig ikke voldsomt berettiget til at være alt for kritisk overfor den indkommende musik, idet jeg jo ikke ejer den mindste form for musikskabende evner. Men samtidig føler jeg så nogen gange også, at det måske ville være klædeligt, hvis enkelte musikere besad den samme form for selvkritik inden de skød mails af sted med lovprisninger af egne tvivlsomme kreationer. Diverse PR folks klamme kreative hænder på diverse mails, gør jo så nok heller ikke situationen voldsomt meget bedre. Selvkritik (eller et beskedent stænk af realisme) venner er vejen frem. Bare et minimum ville spare andre bloggere (og mig - ikke mindst) for en masse besvær, og i jeres ende vil det givetvis spare en masse mennesker for en ikke uvæsentlig og komplet spildt bunke penge. Er med på, at det er spildte guds ord, men kald dem mine vindmøller, hvis i synes!

Her er så udbyttet (det vil vel sige, det som faldt i min smag) af et par timers intens lytten, sletten og undren...

Vi lader sangene tale for sig og så kan man jo efter forgodtbefindende påklistre genrer, udtænke beskrivelser eller hvad man nu måtte have behov for...