August 7, 2013

Kaffe, barcodes, fiskeri med mere...

Som jeg nævnte i går, skal jeg have kigget lidt på mails med mere, så jeg har snuppet en solid balje af den ondeste og sorteste kaffe og føler mig nogenlunde parat til at kaste mig over projektet...må nødvendigvis forvente at andre trivialiteter vil bryde ind undervejs, så tænker at der må nedfælges strøtanker og så videre, som så til slut må koges sammen til en eller anden form for anvendelig masse...vi får se...

En indledende tanke når jeg scanner Facebook er desværre, at det aldrig bliver hvad Myspace var, da Myspace var på sit højeste. I et nostalgiske tilbageblik var det jo så nemt og overskueligt med fantastiske søgemuligheder. Noget skidt at det absolut skulle køres i sænk. Tilsvarende med SoundCloud og bandcamp. Gode muligheder for at "embedde", men ellers totalt uoverskueligt medmindre du af anden vej er forsynet med et link til "guldet".

Gider ikke mails, som fortæller mig, at dette nummer eller denne video har haft premiere på Stereogum eller andre sider med massive besøgstal. Niche har alle dage været kodeordet (eller i det mindste ambitionen) og den finder man ikke just ved copy/paste og så lægge sig lunt i andres slipstrøm.

Har ingen interesse i lystfiskeri (selvom jeg lige med stor fornøjelse har læst Laksefiskeri i Yemen), men formoder det er forholdsvist sjældent at første kast giver bid? Ikke desto mindre "fangede" jeg i "første kast" denne vidunderlige popperle fra norske Making Marks. Barcodes er vel det nærmeste man kommer en rigtig sommersingle (uden jeg specifikt kan forklare, hvad det så egentlig er) og da hornene træder ind på scenen (omkring 2:25) skinner solen på det nærmeste som aldrig nogensinde før...


Ikke så tosset. Love Inside a Cage med Canadiske I, The Mountain er rigtig fint og energisk alternative folk pop/rock nummer...og med den sædvanlige standardtilføjelse (som også er det typiske standard kriterie for overhovedet at slippe igennem nåleøjet)...ganske så iørefaldende er det jo også!


Havde held i starten, men der er i sandhed langt imellem snapsen. Forventede lidt at den positive start ville bringe lys i hjertet og åbne sindet, men må vel konkludere at på samme måde som god musik altid vil overleve, så vil dårlig altid blive gennemskuet?

Blev ikke afbrudt af virkeligheden, så det lykkedes at lytte og skrive non-stop. Men bægeret er fyldt og lysten til mere er til at overse. Prøver igen i morgen og skulle det lykkes at finde to perler på ny, så har det hele jo ikke helt været forgæves.

Afslutningsvis (endnu) en lille perle fra min yngste ungdom for længe siden. Ikke af nogen speciel grund andet end at et bandnavn i en mail (som jeg for øvrigt hurtigt slettede) gav nok associationer til at bringer minderne om denne til live... 

No comments: