Ordene flyder ikke så let i disse dage, så det er med at være vågen og gribe dem, når de viser sig!
Startede ellers med stor energi på et indlæg i sidste uge, hvor jeg i utvetydige vendinger ville fortælle hvor ulideligt ringe et nummer Pilgrim med MØ er. Og i samme åndedrag vil jeg en gang for alle gøre op med meningsdannere uden meninger, rygklappere uden ryg og bare generelt kaste op over den politisk korrekthed og den i kølvandet følgende angst for at røre ved alt, som er gjort helligt af de førstnævnte. For at sætte rigtig godt blus under bålet puttede jeg nummeret på repeat; med den højst uventede effekt, at for hvert lyt mildnedes jeg betydeligt. Al min vrede tog en halvcirklet vending og i dag både fløjter (gud bedre det) jeg og synger (gud bedre det i endnu højere grad) lystigt med når nummeret (hvilket det heldigvis gør) jævnligt dukker op på P3 eller jeg (sørme så) selv fremtryller det på Spotify. Sådan er verden så forunderligt foranderlig og læren er vel den samme, som jeg prøver at lære mine børn: hold vejret og tæl til 10 inden i lader galden løbe frit...
Blogger favoritten (ja nogen vil sikkert kalde ham blogger kæledæggen) Jonas Villumsen blander sig nu for alvor i topstriden og har lagt sig på en fornem anden plads på barometerlisten. Hvis jeg ellers har forstået spillereglerne korrekt, så bliver man sparket ud af legen efter 7 uger, så næste uge (hvis han eller kommer ind; hvilket han selvfølgelig gør) bliver i givet fald den god mands sidste chance for at indtage duksepladsen. Så skåret helt ind til benet...stem, få naboen til at stemme, få naboens hund til at stemme, få...ok! du har fanget den...
Det nye OMD album English Electric ligger allerede på Spotify, hvilket jeg med stor begejstring benyttede mig flittigt af i går og gav det længe ventede album adskillige gennemlyt. Og det var befriende dejligt at kunne konstatere, at det fuldt lever op til alle forventninger. Et fornemt album, som er flittigt inspireret af hele bandets bagkatalog. Være det Kraftwerk indflydelsen fra slut 70'er/tidlig 80'er, de legesyge eksperimenter i midt-80'erne (lyt bare til Dazzle Ships) eller de letbenede popsange fra 90'erne, hvor bandet reelt set var et Andy McCluskey soloprojekt. English Electric trækker på det hele, men gør det så friskt og innovativt, at bandet problemfrit undgår at blive en halvdårlig imitation af sig selv.
Startede ellers med stor energi på et indlæg i sidste uge, hvor jeg i utvetydige vendinger ville fortælle hvor ulideligt ringe et nummer Pilgrim med MØ er. Og i samme åndedrag vil jeg en gang for alle gøre op med meningsdannere uden meninger, rygklappere uden ryg og bare generelt kaste op over den politisk korrekthed og den i kølvandet følgende angst for at røre ved alt, som er gjort helligt af de førstnævnte. For at sætte rigtig godt blus under bålet puttede jeg nummeret på repeat; med den højst uventede effekt, at for hvert lyt mildnedes jeg betydeligt. Al min vrede tog en halvcirklet vending og i dag både fløjter (gud bedre det) jeg og synger (gud bedre det i endnu højere grad) lystigt med når nummeret (hvilket det heldigvis gør) jævnligt dukker op på P3 eller jeg (sørme så) selv fremtryller det på Spotify. Sådan er verden så forunderligt foranderlig og læren er vel den samme, som jeg prøver at lære mine børn: hold vejret og tæl til 10 inden i lader galden løbe frit...
Blogger favoritten (ja nogen vil sikkert kalde ham blogger kæledæggen) Jonas Villumsen blander sig nu for alvor i topstriden og har lagt sig på en fornem anden plads på barometerlisten. Hvis jeg ellers har forstået spillereglerne korrekt, så bliver man sparket ud af legen efter 7 uger, så næste uge (hvis han eller kommer ind; hvilket han selvfølgelig gør) bliver i givet fald den god mands sidste chance for at indtage duksepladsen. Så skåret helt ind til benet...stem, få naboen til at stemme, få naboens hund til at stemme, få...ok! du har fanget den...
Det nye OMD album English Electric ligger allerede på Spotify, hvilket jeg med stor begejstring benyttede mig flittigt af i går og gav det længe ventede album adskillige gennemlyt. Og det var befriende dejligt at kunne konstatere, at det fuldt lever op til alle forventninger. Et fornemt album, som er flittigt inspireret af hele bandets bagkatalog. Være det Kraftwerk indflydelsen fra slut 70'er/tidlig 80'er, de legesyge eksperimenter i midt-80'erne (lyt bare til Dazzle Ships) eller de letbenede popsange fra 90'erne, hvor bandet reelt set var et Andy McCluskey soloprojekt. English Electric trækker på det hele, men gør det så friskt og innovativt, at bandet problemfrit undgår at blive en halvdårlig imitation af sig selv.
No comments:
Post a Comment