August 13, 2013

Krigstrommer og en doven hunds mareridt...

Min kollega insisterer årligt på sin ret til tre ugers sammenhængende ferie og trods en bred vifte af forsøg varierende fra det blidt appellerende om kollegial hensyntagen til det fysisk truende med at det er umuligt at bade med arm, ben og kæbe i gips, må jeg igen i år konstatere, at vedkommende ikke kom på bedre tanker og nok engang valgte ferie over arbejde. Suk, klage, jammer og nød, men lige lidt hjalp det. Arbejde og ansvar er mit og mit alene de næste tre uger...og for en doven hund som mig, er dette jo nærmest på højde med udsigten til at skulle prygles nøgen i gabestok på torvet når det er markedsdag...altså godt og vel næsten. En hvis herre tog således også fanden ved mig i går, hvor jeg var imponerende produktiv i op til flere timer i træk...og lige så snart jammerkommoden er pakket væk, så har jeg sørme så tænkt mig at fortsætte i samme spor! Morakker in spe?

Holder modet en smule oppe ved at lytte til den nye fine EP The Wilderness Children fra den såre interessante og spritnye danske konstellation War Drums. Tung synth domineret (guitarer er bandlyst) post-punk, som lyder pænt 80'er sort uden på nogen måde (og heldigvis for det) at glemme den gode melodi. EP'ens 6 numre kan downloades kvit og frit her eller der, eller bare streames der eller her. Læs mere om bandets baggrund (de er ikke så grønne endda) eller holdt dig bare generelt godt orienteret på deres hjemmeside.



No comments: