August 9, 2013

Telefonvagt...

Er i den vanvittig heldige situation, at jeg har telefonvagten på arbejde her og nu fra 14 til 17. En fredag eftermiddag i august, hvor solen skinner, hvilket jo unægtelig kunne lyde som om, at jeg har trukket sorteper, fået fingrene i det korteste strå eller bare skudt pænt langt forbi papegøjen. Men nej! Her er tale om en ganske almindelig og helt igennem ubehagelig turnusordning, hvor det altså i dag er min tur til at svare "Hallo! Ring igen på mandag, når her er nogen, som ved noget om noget som helst". En telefonsvarer burde vel sådan nogenlunde kunne udføre den samme opgave uden at lyde træt og irriteret, men dertil er vi altså ikke helt nået...endnu. Men det kommer...tror jeg.

Crowdfunding breder sig som ukrudt, så det efterhånden er muligt at støtte projekter af yderst varierende art og (givetvis) seriøsitet. Kreativiteten må dog siges ofte at være i højsædet og jeg føler mig faktisk fristet til at smide en plovmand efter Boho Dancers indsamling til et videoprojekt. Fint nok med en video, men en tur i bandets Christiania cykel med efterfølgende kaffe eller øl er altså svært tillokkende!

Er fortsat blæst helt og aldeles bagover af Barcodes med norske Making Marks. Hvis du ikke allerede har givet den et lyt, så gør det nu bare. Uden så mange dikkedarer. Bare gør det!!


Tænker også lidt, at jeg nok burde tage det næste spæde skridt ind i Wagner universet og denne gang høre Kristian Leth fortælle om Das Rheingold...det tror jeg sgu da bare jeg gør, når jeg får spundet en ende på skriblerierne.

Det gør jeg så med denne fornemme anbefaling fra blogger kumpan PeterThe Hosts fra Sheffield har skævet godt og grundigt til 60'erne og har med Give Your Love To Her fremtryllet en helt igennem pragtfuld pop sag.

No comments: