January 31, 2013

Kort fortalt...

Når et band af Kashmirs kaliber udgiver en ny single skaber den altid en masse debat, hvilket den selvfølgelig også skal. Meningerne er delte og personlig holder jeg nok mest med dem, der synes at Seraphina lyder som en uinspireret småkedelig sammenblanding af The Flaming Lips og Coldplay. Håber at E.A.R. som helhed bliver en mere interessant oplevelse.

Ginger Ninja er i studiet. I gang med en toer og bandet lægger i ny og næ en lille "studio update" video ud på youtube.

De flinke mennesker i Brooklyn duoen Jonka spiller iørefaldende electro-pop og nyeste single Breathe fra EP'en Pinks er ingen undtagelse. Og i disse Spotify (etc.) tider kan sangen faktisk noget så sjældent som downloades kvit og frit...


Er Lilly Wolf den næste Lady Gaga? Nok tvivlsomt og under alle omstændigheder vil det nok kræve et noget mere excentrisk udtryk. Selvom musikken er lidt i samme boldgade er den faktisk helt ok...hvis man altså er til elektronisk pulserende dansepop rytmer...Strictly Luxury er nyeste udspil og en forløber for...?

January 28, 2013

Rejsefeber...

Måske lige frisk nok at komme med et bud på et sommerhit i en tid, hvor der er is på vandet og man skal være pakket pænt godt ind for ikke at hundefryse. Men der er noget uforklarligt ved ørefængende popsange, der bare får én til at tænke på sol, sommer, drinks, liggestole, solbriller og alt det der. Når sangen så samtidig hedder Rejsefeber og bliver ledsaget af en video med 5 glade bandmedlemmer iført sommerdresset i Amager Strandpark på en solskinsdag i september, jamen så er der pludselig ikke så langt og årstiderne flyder på besynderlig vis sammen. Så vidt jeg kan overskue, er dette første (?) udspil fra City Syd og mener et eller andet sted at have opfanget, at der skulle være flere gode sager på vej…lyt, få varmen og bliv glad!




Cherish Junica...

Fra afdelingen af coverversionen som verden vel nøgternt set nok kunne leve foruden, kommer Junicas fortolkning af Madonna nummeret Cherish...selvom "konverteringen" af nummeret til Junicas egen sound vel egentlig lykkes meget godt, venter jeg alligevel i 4 minutter på af blive ramt af en eller anden sitrende danse-popfølelse (som når man lytter til originalen), der (desværre) aldrig kommer. Men nu er Junica jo generelt leveringsdygtige i fine popsange og da dette formentlig blot er et lille fornøjeligt pauseeksperiment, må vi håbe at coverflirten kan virke inspirerende på nye lyttere, så de får lyst til at give bandets (eller en-mands-projektet som det rettelig er) egne numre et lyt eller fem...så tjener det hele ligesom et højere formål!


January 25, 2013

Bom bom...

Tjaaaah. Ikke fordi jeg har så meget på hjerte i disse dage. Det er pivkoldt, fingrene er som istapper, næse og ører har åbenbart en konkurrence om at optræde i flest mulige nuancer af rød, hjernen er lagt på køl osv. osv. Men som det fremgår, er lageret af dårlige undskyldninger glødende og helt ajourført. Men når man nu har en blog så skal man vel skrive et eller andet i ny og næ. Og det er så det jeg er i fuld gang med…uden formål, retning, mening eller på anden måde belemret med indhold. Men et indlæg skal det jo nok ende med at blive, da vi lykkeligvis ikke opererer med et begreb som kvalitetskontrol i disse omgivelser…så bom bom…hvad kan vi ellers finde på af krumspring, som ligesom kan gøre det hele en anelse mere legitimt?

Vi kan jo altid kaste os over den gode gamle kæphest…mails! Hvis det var dråben, så smutter du bare videre. Hej, hej…vi ses…måske…hvis du gider!

Modtager stadig en lind strøm af søde, venlige, sympatiske, optimistiske og på alle måder velmenende mails fra håbefulde (og nogen gange – det sker faktisk fra tid til anden - også talentfulde) bands/artister, som jo rigtig gerne vil have, at jeg giver deres musik et lyt og et par ord med på vejen. Og min respekt for det arbejde de udfører og det initiativ de udviser, er skam kæmpestor…faktisk så stor, at jeg i mange tilfælde har deres mails liggende i både 12 og 18 måneder før jeg sletter dem…ulæst…latterliggørelse til side, så vil jeg jo rigtig, rigtig gerne, men at tjekke det hele ville gøre det her til et fuldtidsarbejde (og medføre natarbejde, hvis de også skulle besvares). Og med 3 en halv besøgende om dagen ser min kone ikke optimistisk på mine muligheder for at tjene penge på bloggen, så med armen på ryggen er jeg ca. 220 dage om året nødt til at henslæbe timerne fra 8 til 16 på arbejde. Så skæg for sig og snot for sig...og helt i tråd med denne kolde tid, er der beklageligvis mest tale om snot…

Hvis jeg så ellers for et kort øjeblik kan lægge det sardoniske fra mig, så er der forfriskende nok op til flere spændende ting i mailboksen i dag! Fx et link til stream af det nye Stoffer & Maskinen album Astronaut, link til High Highs debut albummet Open Season og et nyt pumpende dancepop nummer fra Lilly Wolf. Alt sammen noget, som jeg vil gøre en seriøs indsats for at vende tilbage til inden alt, alt for længe…






January 24, 2013

Everything you wanted...

Nyt fra Clubfeet (som man sikkert burde kende, men som jeg aldrig havde hørt om indtil for ganske få minutter siden)...et random pick fra mailbunken og jeg faldt over den yderst 80'er synth-pop inspirerede, næsten hypnotiske, men samtidig superiørefaldende Everything You Wanted...og videoen er egentlig ganske fascinerende...




January 21, 2013

Don't stare at the sun...

Ny video fra Richard Hawley...kan ikke komme i tanke om ord, som kan yde et så fantastisk nummer den mindste form for retfærdighed (en kritisk røst skulle da lige være, at nummeret er forkortet med ca. 1 minut i forhold til album versionen)...


Momentum...

Efter at have bikset og bakset i et år eller mere med sit debut soloalbum, samt løbende at have underholdt med diverse fotos fra processen på Facebook, løfter Jonas Villumsen endelig en lille flig og byder på denne første smagsprøve i form af nummeret Momentum med tilhørende video/stream. Imødeset med en vis spænding for bliver det blot Entakt version 2.0, helt nedtonet singer-songwriteragtigt som forsøgt med de første spæde favntag med sololivet, en videreførelse af The Golden Ratio folk pop lyden eller noget helt fjerde og uventet? Tjaaah! Lad os blot konstatere, at der ikke er ret meget singer-songwriter folk pop rock over det her. Men ej heller en komplet afvisning af fortiden, selvom Momentum dog næppe kan anklages for at lægge sig i næsegrus forlængelse af Entakt. Udfordringen er vel i virkeligheden, at Jonas’ vokal og lyrik er så særegen, at det for altid vil være svært, ikke at tænke bare en lille smule på herrens fordums projekt. Også når der, som i dette tilfælde, kreeres et værk, der er fuldt kapabelt til at stå på egne ben. Forventeligt er Momentum møg iørefaldende (det var dog knap så forventeligt, at det faktisk krævede 2-3 lyt før den krøb helt ind under huden) og velproduceret uden at det er gået ud over legesygen og detaljen. Her kunne man så henfalde til en afsindig gang anmeldervrøvl og fortsætte ud af en eller anden tangent om modenhed, selvstændighed etc. samt gøre mig sindssyg klog på sangens budskab. Men det første har jeg altså ingen forudsætning for at mene noget om og det sidste tygger vi lidt på. Vil i stedet fokusere på, at nummeret lyder gennemarbejdet og ikke det mindste forceret, hvilket er superklædeligt. Og afslutningsvis hverken kan eller skal det skjules, at er jeg supertosset med hornet og trompeten, der dukker op undervejs og som uundgåeligt fik mig til at tænke på denne her (vil dog overlade det til hr. Villumsen selv at kommentere, om den hører til på listen over inspirationskilder). Godt skrålet gode herre!




January 17, 2013

Sick days...

Ny video fra The Holiday Crowd for singlen Sick Days, der udkom på Shelflife Records + New Romantic i november sidste år. Kan jo ikke just prale af at være den skarpeste, så tvivler kraftigt på, at jeg fanger (og forstår) alle metaforer og symboler i den øvrigt ganske smukke video...og sangen er  fortsat helt fænomenal!




January 16, 2013

I en drøm...

Uden at overdrive voldsomt meget kan man vist roligt sige, at New York duoen High Highs har været pænt hypet og efter debut EP'en i 2011 (som indeholdt den helt fænomenale Open Season) er et debut album endelig ved at være på trapperne. Har ikke været i stand til at finde så voldsomt megen info om albummet, andet end at det udkommer den 25. januar og vil hedde Open Season, men nyeste udspil fra bandet, den melodiøse, tilbagelænede, stemningsfulde, smukt drømmende (fyld selv på - der er frit valg) In A Dream tyder jo på at albummet godt kunne gå hen og blive udmærket...ganske så udmærket!




January 11, 2013

Navlepilleri...

Årh hva' pokker...man har vel lov til at kippe med flaget denne ene gang om året...


January 10, 2013

It's a rap...

Cody har optaget/filmet denne, hvad jeg formoder må være en yderst improviseret, rapversion af Saybias The Second You Sleep...hvor godt resultatet egentlig endte med at blive, kan vel nok diskuteres uden at fornærme nogen, men det er unægteligt svært ikke at trække på smilebåndet..."Bartender! I'll have what they're having"...


Sne, sne, sne...

Kryber til korset og erkender, at jeg er ved at blive lidt småforelsket i den svenske sangerinde Frida Sundemo. Hendes videoer er (mildt sagt) en anelse besynderlige, men da hun samtidig er leveringsdygtig i små iørefaldende popperler, er den optimale løsning vel, at jeg lukker øjnene og holder mig til at lytte til musikken?




January 9, 2013

Stay positive...

Nyt nummer fra Birmingham bandet Victories at Sea. Støjende, energisk og fuldstændig uimodståeligt som bandets tidligere numre. Som det sikkert fornemmes er jeg virkelig høj på bandet og da alle andre med taletid og spalteplads har uendelig travlt i disse tider med at udpege, hvem/hvilke der bliver store i 2013 (formentlig for at reservere sig retten til at kunne skryde "hva' sagde jeg"?), vil jeg da også lige komme med mit bud...behøver vel næppe skære ud i pap, hvem jeg peger på?


 

Schultz og to blomster...

Fra tid til anden sover jeg på det grummeste...hvordan kan jeg ellers forklare, at jeg har fuldstændigt har overset supertalentfulde og fremadstormende Schultz and Forever? Two Flowers er ganske enkelt vidunderligt smuk og mere er der sådan set ikke at sige om det! Hold øjne og ører åbne...ny EP Celiné er på trapperne...


Sorte pyramider...

Projekt ”ryd op i mailboxen” er så småt gået i gang, men jeg farer dog frem med lempe, for det ville (trods alle spådomme om det modsatte) være åndssvagt at slette alt for mange interessante beskeder! Er dog for første gang længe nået under 20,000 mails…

Blandt de mange mails jeg rent faktisk HAR læst, har jeg med begejstring kunnet konstatere, at det nye Panda Riot album Northern Automatic Music vil være på gaden d. 19. februar. Har altid været en fan af bandets blandede elektroniske/shoegaze inspirerede sound og album forløberen Black Pyramids ændrer ikke den mindste lille tøddel på det.


Cyberspace var på det nærmeste ved at gå i kollektivt selvsving i går over David Bowies fødselsdag, samt nyheden om hans første album i 10 (tror jeg det var) år. Det er trods ihærdige forsøg, med adskillige albums bredt repræsenterende Hr. Bowies karriere, aldrig lykkedes mig helt at blive overbevist om herrens fortræffeligheder, selvom hans plads i musikhistorien jo på ingen måde hverken kan eller skal anfægtes. Så jeg prøvede igen i går (og lidt i dag) om jeg ikke endelig kunne se lyset takket være den nye video Where Are We Now? Men selvom videoen er yderst interessant, lyrikken vedkommende nok og sangen objektivt set ganske udmærket, så skete der heller ikke denne gang nogen åbenbaring…desværre!

Min gode blogger ven Peter er, så vidt jeg kan tyde mig igennem de tyske gloser, særdeles begejstret for the nye album med The Capsules. Snart længe siden jeg downloadede mit promo ex. af Northern Lights & Southern Skies, så måske på tide for alvor at give albummet et lyt?
+ Across The Sky

Tilføjede forresten et par nye numre til listen over anbefalinger i går (se til højre)…tjek dem ud!

January 8, 2013

Sådan nogenlunde svømmere...

Det har taget lang tid...alt for lang tid...men endelig, endelig er det muligt at bestille den nye Northern Portrait EP Pretty Decent Swimmers via Matinée Recordings' hjemmeside. Modtog et lille (men yderst effektivt) promo link i sidste uge og jeg har siden haft det store privilegium at igen og igen at kunne lade mig forføre af EP'ens forventelige 4 brillante popsange. Fortæller jo næsten alt, at sangenes vanvittige høje kvalitet ikke kommer det mindste bag på een, men efter snart 5½ år venter jeg altså stadig på at høre bandet første dårlige nummer. Derfor alligevel voldsomt imponerende at kilden tilsyneladende nægter at tørre ud. Måske vil en kritiker (pedant) eller to savne lidt fornyelse, men når man nu som den største selvfølgelighed skriver verdens vel nok bedste guitar popsange, hvor stort er behovet så for at ændre noget som helst? Læser mere om de enkelte numre på Matinée siden og stream hele gøgemøget på SoundCloud...


January 7, 2013

Neon bjørne...

Jeg har for længst lagt uvanen* med årslister på hylden, men derfor bør det alligevel nævnes, at et af 2012s absolut bedste numre var det smukt drømmende debutnummer Beaches fra danske Lyrebyrds. Nu er bandet så på banen igen; denne gang med en video til nummeret Neon Bears, som er første single fra debut EP'en, der forventes på gaden (hvilket vel efterhånden betyder "tilgængelig via iTunes, Spotify etc.") d. 17. januar. Stadigt sanseløst smukt, terapeutisk drømmende, super melodiøst og med produktionen lagt i yderst kompetente hænder hos Mr. Sleep Party People (a.k.a. Brian Batz)...mer' tak!



Skulle du af uforklarlige grunde aldrig have fået lyttet til Beaches, så benyt chancen nu...



* Har berørt mange gange, hvorfor jeg synes at årslister er en dårlig ide. Men generelt tager det udgangspunkt i en modvilje mod alt som er definitivt, samt at jeg ikke mener, at man kan gøre status over et år blot fordi det er forbi. Eller dette vil som minimum kræve en eller anden form for ansvarsfraskrivelse som fx: "dette er min liste over dit eller dat, som den ser ud indtil jeg er blevet klogere/mere oplyst/etc."...

January 3, 2013

Tænkte ikke...

Nyt nummer med Stoffer & Maskinen i en smuk akustisk version. Husk nu at de spiller med Helsinki Poetry i Lille Vega d. 13. april...men det skal jeg jo nok minde jer alle om igen og igen i løbet af de næste par-tre måneder...
 

January 2, 2013

Tilbage på pinden...

Havde altså ret, da jeg spåede, at dette ville blive 2012's sidste indlæg. Den mellemliggende periode har jeg i stedet brugt på at løbe et marathon, socialisere med venner og familie i den virkelige verden samt bare generelt drukket og spist alt, alt for meget. Nu er jeg så tilbage på pinden og sådan nogenlunde klar til at tage hul på 2013. Som altid kommer der ingen nytårsfortsæt fra undertegnede; altså lige bortset fra den sædvanlige trussel om, at bloggen (forhåbentlig) vil fortsætte yderligere et år og fortsat bestå af en ikke forudsigelig blanding af bagateller og obskuriteter (her bliver jeg godt nok i tvivl - eksisterer det ord overhovedet på dansk?).

Verden har ikke ligge helt i dvale de seneste to uger og der er da sket en enkelt ting eller to (nærmere præcist tre), som er værd at nævne, så vi kan komme godt i gang med 2013:

Ny single/sang fra Kent, hvor alle indtægter tilfalder ROKS. Uden at går totalt i selvsving synes jeg at bandet på Ingen Kunde Röra Oss lyder bedre end længe og omsider igen har skrevet en tekst, som rammer!

Nyt nummer fra The Boombox Hearts, der som altid er "sad as fuck". Der er stadig planer om et album (tingene skrider vist ikke helt så hurtigt frem, som man kunne ønske), hvor der dog ikke vil blive plads til Elinore. Selv om nummeret selvfølgelig er super smukt, kunne jeg jo rigtig godt tænke mig ved lejlighed at høre live versionen, der eftersigende skulle indeholde en guitar, som skulle få én til at tænke på Eye of the Tiger!!!!!


Nyt nummer fra UK duoen New Arcades. Som forventet (allerede efter få singler er forventningerne store) er Into The Skyline et super iørefaldende nummer med en tydelig, men samtidig forfriskende 80'er synthpop inspiration.