Intet og vaeren...

Har rygende travlt på arbejde, så blot et hurtigt pip...postede Uden Intet & Væren med Flag White for en måned siden og var super begejstret...nu ligger en opdateret version på SoundCloud og jeg fortsætter med at være super begejstret!

Blind høne...

Den eneste oplagte konklusion på lørdag aftens koncert med Stoffer & Maskinen + Helsinki Poetry (det er dem på fotoet, selvom det vist kunne være hvad eller hvem som helst) må være, at jeg er ved at være gammel. Efter min smag var lyden alt for høj og forvrænget, hvilket efter min bedste overbevisning ikke er lig med en god koncertoplevelse. Men folk omkring mig virkede klar på at feste, og var tilsyneladende godt tilfredse med at få håret blæst tilbage og mavesækkens indhold sat i oppiskede svingninger fra trommer og bas. Læs hvis man lyster i stedet Gaffas anmeldelse, den er noget mere venligsindet. Bør i det positives ånd dog især fremhæve, at hverken lyd eller andet kan skjule, at Stoffer er en knalddygtig sanger og ej heller kunne forhindre, at jeg fik gåsehud da Helsinki Poetry sluttede af med den smukt støjende Manchester!
+ Manchester (demo)

Havde selvfølgelig total misforstået spillereglerne (smertegrænsen er otte og ikke syv uger), så Jonas Villumsen har sørme lige endnu et skud i bøssen i sit forsøg på at nå førstepladsen på Barometerlisten. Selvom det godt kan gå hen og blive svært, for Alting Var Smukkere med Mouritz/Hørslev Projektet, som indtager førstepladsen på anden uge, er, må jeg indrømme, et super smukt nummer.

Utallige er de bands, som jeg har hypet i de mere end otte år plus, hvor jeg har forsøgt mig ud i bloggerverden. Og lige så utallige er de bands, der forsvandt igen i dybet som småsten uden at have lavet de mindste ringe på overfalden. Derfor noget af en overraskelse, at et nummer (og artist selvfølgelig), som jeg hypede voldsomt for et kvart år siden, nu pludselig dukker op som ugens uundgåelige på P3. Ikke at jeg kan bryste mig af at have det mindste med dette at gøre (selvom jeg jo skrev, at nummeret burde stryge direkte ind på P3's playliste), men skulle der være en af mine efterhånden begrænsede antal bloglæsere, som også måtte lytte til P3, kan vedkommende i denne ene uge tillade sig at skrue den arrogante mine på og sige, at Indigo med Frida Sundemo har han (eller hun) skam kendt i laaaaang tid...

The road I know...

Ny single fra svenske Azure Blue...vidunderlig pop musik som skabt til sommer og solskin, så helt ok, hvis foråret så småt begynder at titte fremme...

En omgang finsk poesi om stoffer i maskinen...

Efter i et par måneder at have småhypet koncerten i morgen aften på Lille Vega med Helsinki Poetry og Stoffer & Maskinen, nærmer tiden sig med…(10 point og adskillige rygklap til den, som kan indsætte noget her, der ikke lyder som en nedslidt kliche). Og til min lettelse er der for en gangs skyld ikke sket diverse uforudsete korrektioner i kalenderen, som nok engang har truet med at snyde mig for en koncertoplevelse; så billetterne er købt og legekammeraterne overtalt til at tage med. Har følgelig brugt de sidste par dage og uger på yderligere at forbedre mit kendskab til morgendagens aktørers seneste udspil og for begges vedkommende med en mere end støt stigende begejstring. Ikke fordi der her er tale om to albums, der på nogen måder er banebrydende milepæle i dansk popmusiks historie og ligefrem øger behovet for at denne skal skrives om. Dertil er der på ingen måder nok variation eller nyt under solen på hverken Transport eller Astronaut; men nøgternt set, så har historieskrivning næppe været ambitionen, så hva' så? For når man som undertegnede tænker mindre på historien og i al væsentlighed blot er en savlende hund efter de gode ørefængende popsange i nuet, så opfylder begge albums til overflod dette behov...Så derfor en sidste opfordring til at kigge forbi Lille Vega i morgen og kom og syng med…eller lad være, og nøjes i stedet med at lytte til forhåbentlig en stribe af vellydende popsange!

MØ, JV & OMD...

Ordene flyder ikke så let i disse dage, så det er med at være vågen og gribe dem, når de viser sig!

Startede ellers med stor energi på et indlæg i sidste uge, hvor jeg i utvetydige vendinger ville fortælle hvor ulideligt ringe et nummer Pilgrim med MØ er. Og i samme åndedrag vil jeg en gang for alle gøre op med meningsdannere uden meninger, rygklappere uden ryg og bare generelt kaste op over den politisk korrekthed og den i kølvandet følgende angst for at røre ved alt, som er gjort helligt af de førstnævnte. For at sætte rigtig godt blus under bålet puttede jeg nummeret på repeat; med den højst uventede effekt, at for hvert lyt mildnedes jeg betydeligt. Al min vrede tog en halvcirklet vending og i dag både fløjter (gud bedre det) jeg og synger (gud bedre det i endnu højere grad) lystigt med når nummeret (hvilket det heldigvis gør) jævnligt dukker op på P3 eller jeg (sørme så) selv fremtryller det på Spotify. Sådan er verden så forunderligt foranderlig og læren er vel den samme, som jeg prøver at lære mine børn: hold vejret og tæl til 10 inden i lader galden løbe frit...


Blogger favoritten (ja nogen vil sikkert kalde ham blogger kæledæggen) Jonas Villumsen blander sig nu for alvor i topstriden og har lagt sig på en fornem anden plads på barometerlisten. Hvis jeg ellers har forstået spillereglerne korrekt, så bliver man sparket ud af legen efter 7 uger, så næste uge (hvis han eller kommer ind; hvilket han selvfølgelig gør) bliver i givet fald den god mands sidste chance for at indtage duksepladsen. Så skåret helt ind til benet...stem, få naboen til at stemme, få naboens hund til at stemme, få...ok! du har fanget den...


Det nye OMD album English Electric ligger allerede på Spotify, hvilket jeg med stor begejstring benyttede mig flittigt af i går og gav det længe ventede album adskillige gennemlyt. Og det var befriende dejligt at kunne konstatere, at det fuldt lever op til alle forventninger. Et fornemt album, som er flittigt inspireret af hele bandets bagkatalog. Være det Kraftwerk indflydelsen fra slut 70'er/tidlig 80'er, de legesyge eksperimenter i midt-80'erne (lyt bare til Dazzle Ships) eller de letbenede popsange fra 90'erne, hvor bandet reelt set var et Andy McCluskey soloprojekt. English Electric trækker på det hele, men gør det så friskt og innovativt, at bandet problemfrit undgår at blive en halvdårlig imitation af sig selv.

Twittersummarum...

Har haft en lille Twitter dialog kørende med xx (eller er det yy eller zz??) fra I Am Noxious, der vist bedst kan sammenfattes således:

1. Gangway er vel nok det bedste danske pop band nogensinde.
2. Det kunne være enormt sejt, hvis Gangway blev gendannet - eller vi som minimum fik en "reunion" af den ene eller anden slags.
3. Amerikanske The Ice Choir lyder til tider voldsomt meget som Gangway.
4. Der skulle gerne komme nyt fra I Am Noxious engang i sensommeren/tidligt efterår.

Lidt bevisførelse:

Langt fra bandets bedste nummer, men alligevel så meget bedre end, hvad andre formår eller siden har formået...der findes faktisk en Reunite Gangway gruppe på Facebook, hvor vi lige nu er vildt imponerende 6 (!) medlemmer...


Svært ikke at tænke på Gangway, når The Ice Choir spiller op med den her...


Har desværre ikke noget nyt fra I Am Noxious at byde på, men skulle du have glemt, hvem de (eller han) nu er, så fik dette cover for nogen tid tilbage stor blogger opmærksomhed (og kan i dag - fordi det er mandag tror jeg - downloades kvit og frit via)...

Lidt blandet for en femmer...

Hold fast...kunne være skønt, hvis verden også besluttede sig for at holde fri, når jeg gør det. Alt for meget at tage fat på, når man kommer retur...

Godt at se at Hr. Villumsen fortsætter med at klare sig glimrende på barometerlisten. Kan kun anbefale, at man nok engang smider en stemme (hjerte) efter Dags Dato!

Ved ikke 100% (men tror det næsten) om det her er et nyt nummer fra Estiske Picnic. Men det dukkede pludseligt op på SoundCloud og er et vidunderligt drømmende pop nummer (hvilket jo så nok er årsagen til at det går under genren "dream pop").


Ivan fra The Boombox Hearts er lock-outet...han benytter så ventetiden på kort, men præcist, at forklare hvorfor matematik er et vigtig fag!

Formoder ikke, at jeg er helt mutters alene om at tænke 80'er elektro-disco-pop (Moroder vs. Visage) når man lytter til den nye Club 8 single Stop Taking My Time?


Tjuhej - så er det nye OMD album English Electric på gaden. Og det er jo unægteligt noget man har set frem til, som var det juleaften! Men der går vel så de obligatoriske 14 dage før det kan streames på Spotify (tålmodighed er ikke just noget, vi gør os i)?

Tunge øjenlåg...

Tilbage på pinden efter 8 intense og begivenhedsrige dage i Dubai og prøver nu hjælpeløst at komme op i omdrejninger. Har til det formål fået nogenlunde god hjælp af dette nummer fra en trio af knægte, som går under navnet Matt Jaffe & The Distractions. På en voldsom træt dag er Backs of our Eyelids et uventet og ganske friskt pop/rock pust (med en god dosis Elvis Costello inspiration). Hypes tilsyneladende på livet løs (+16.000 likes - fake or real? på Facebook), og der kan derfor findes rigelig med info på netop Facebook, den officielle hjemmeside etc., som jeg er ganske for træt til at prøve at opsummere…