Trin for trin for...

Tak, tak, mange tak…siden i nu er så mange, der spørger så flittigt (dræbende og ondskabsfuld sarkasme), så går projekt ”genrejsning af blog” vel egentlig ok. Flere indlæg end i lange tider bør vel i sig selv et ok succeskriterium? Jeg mener; tiden hvor blogs var populære og indflydelsesrige er vist, som jeg forstår det, for længst forbi, så intet formål i at skæve febrilsk til besøgstallet. Skriv, skriv, skriv for din egen fornøjelses skyld og lad det blive derved…

Er kommet så vidt, at jeg også er begyndt at tjekke mails igen. Eller det vil i sandhed nok mest sige, at jeg sletter i stor stil. Fandt det i øvrigt latterligt grinagtigt at have fået tilsendt 3 mails lige i rap, der promoverede det kommende Agnes Obel album Aventine…ikke at jeg gad kigge nærmere på det af den grund! Men kan vel bruges som et nydeligt lille tekstbog eksempel på, hvorfor hver og hver anden blogger har fået mailallergi?

Rob Rowe, som er forsanger (og givetvis en hel masse andet) i et af min all-time yndlingsbands Cause & Effect, forsøger at finansiere debut albummet for hans nye projekt Whitewaits via Kickstarter; og det unægtelig med en vis succes. Målet på $5.000 er for længst nået (inkl. min ydmyge donation), hvorfor der meget gerne skulle lande en god gammeldaws CD i min mailboks, når vi når frem til slutningen af juli måned. Soloprojekter (i dette tilfælde er det nok mest et sideprojekt) kan være en noget ambivalent oplevelse; skyldes de et behov for at udforske ukendte musikalske territorier? Er sangene simpelthen for dårlige til at blive udgivet under bandets navn? Er projektet det første spæde tegn på opløsning eller? Tjah? I dette tilfælde måske det sidste, for første singlen Island lyder nu bare mest af alt som et Cause & Effect nummer…og mange tak for det (selvom en opløsning da vil være yderst smertefuld – så meget hellere en pause på ubestemt tid).





I nede tiden (dvs. den periode hvor bloggen lå underdrejet) anbefalede gode gamle J.A. dette nummer med Night Flowers. Og skulle man nu synes helt vildt godt om The Pains of Being Pure at Heart, så er Single Beds intet mindre end det blødeste smør for trommehinderne.



New York duoen Lilly Wolf har nedtonet de pulsende danse rytmer på deres nye nummer Jealousy og piftet soundet op med lidt akustisk guitar, hvilket så bestemt er yderst klædeligt. At nummeret så samtidig, og som altid, er super iørefaldende, gør jo bestemt ikke det hele mindre tiltalende!

1-2-3 hurtige...

Når man nu ikke længere kan finde den store motivation til at dykke ned i møgdyngen, er det jo såre behændigt, at enkelte af de mere obskure bands/artister man er stødt på over årene til stadighed formår at bære ved til bålet.

Her er tre hurtige eksempler, som man kan vælge at give et lyt eller (skulle man være bange for ukendt nyt) simpelthen lade være…

Daniel fra de glimrende, men voldsomt oversete Tower of Foil, har gang i et nyt lille projekt kaldet Litorina, som gør sig i ”visepop”. Kan vist ikke blive meget mere obskurt end dette. Men rigtig fint om end ganske harmløst.


Duoen New Arcades fra London fortsætter derudaf med deres dybt 80’er inspirerede synth pop sange. Lyder flot, tiltalende, pænt iørefaldende, men venter stadig på at de på ”Faxe” sprog ”rammer den lige i røven”.


Ryan fra Rikers (det er jo for Sørensen da ham, som engang for længe siden lavede banneret) bruger pt. krudtet på et interessant nyt musik projekt kaldet Kennedy Cult. Trioen udgiver i hver måned af 2013 en ny EP med 4 sange via bandcamp (name your price), så indtil videre er der altså 24 sange at vælge imellem. Dem skal jeg så lige prøve at tygge mig igennem, men Invitation lyder som (endnu) et fint 80’er inspireret nummer, med synths, sax og en mørk vokal.

Ting tager den tid...

...som de nu engang gør. Fornemmer nok lidt, at processen med at genfinde bloggerglæden godt kan gå hen og blive en anelse uskøn. Jeg kan så finde trøst ved, at jeg ikke længere har nogen læsere tilbage, så eventuelle frustrationer desangående kan jeg holde ganske for mig selv. Burde jo så være dobbelt motiverende, at jeg af samme grund kan skrive (næsten) hva' fan' jeg lyster, uden at skabe postyr eller på anden måde have indvirkning på nærtagende sjæle. En situation som vel tilnærmelsesvis kan kaldes en slags frit slag i bolledejen uden konsekvenser...

Nyheden om min isolerede ø i cyberspace er dog (endnu) ikke nået hele vejen rundt, for mails tikker stadig lystigt ind med ønsker om at jeg skal lytte til dette og hint - alt fra mormors serenader på redekam til juniors udskejelser på blokfløjte. Og her har vi nok kimen til bloggens uigenkaldelige march mod den digitale kirkegård; lysten til med åbent sind at lytte til ny musik fra den dybeste undergrund er tæt på at forsvinde. Flammen, som fik mig til at bruge timer på at lide mig igennem lort for måske (eller som oftest; måske ikke) finde en lille perle, brænder stadig; men det skal godt nok være den sorteste nat, hvis man skal gøre sig håb om at få øje på den.

Hvor leder det alt sammen hen? Tjah? Var aldrig god til at spille fodbold, men klarede mig nogenlunde takke være et stort fighterhjerte. Lykkeligvis kan dette også anvendes udenfor grønsværen, så før hullet graves og låget bankes i permanent, vil der blive ofret endnu en smule hjerteblod. Og uanset hvordan man vender det, så fylder musikken jo stadig en del i livet...på godt og ondt!



Synes at Trouble Will Find Me er et rigtig fint og nydeligt album. Desværre lidt lige som en lille dreng med butterfly. Fin og nydelig...og så ikke ret meget mere.

Gider ikke høre mere om eller til Daft Punk. Og Get Lucky driver mig ganske enkelt til vanvid!

Så er Kveikur en anderledes behagelig oplevelse. Som sædvanlig er det umuligt at fatte en klap af noget som helst, men smukt det er det skisme!

Ved ikke rigtig hvad jeg skal synes om det nye Frida Sundemo nummer A Million Years...lidt skuffende? Spørg jeg...mig selv!



Slutteligt et velmenende vink med en vognstang om at give den nye Helsinki Poetry video et kiggelyt. Tænker højt...mon Ebbes løbetur er uploadet til Endomondo?

Vi har alle bjerge at bestige...

Kaldte vist nok engang i et anfald af lallende frimodighed bloggen mit tredje barn. Omsorgssvigt er vel det ord, som trænger sig allermest på i denne stund. Hvor vidt det vil være muligt at opleve en genopblomstring er yderst tvivlsomt, men balancerende på tvangsfjernelsens afgrund vil jeg forsøge at tilføre lidt tiltrængt næring.

Troede Twitter skulle være min nye legeplads. Kort og præcist om godt og skidt. Men al debat bør indeholde plads til nuancer og 140 tegn tilskynder i stedet mest til ligegyldigheder, statements, nul refleksion og usund debatkultur. Et paradis til at fremavle politik(er) lede!

Som jeg formoder at have nævnt før, er marathon min nye(ste) kærlighed eller om man vil forblive i metaforens verden – mit nye(ste) tredje barn. Takken er pt. et skadeshelvede, som ikke just fremmer lysten til noget som helst andet end en nedsynken i selvmedlidenhedens kar.



Første udspil The Mountains fra den nye danske ”super” konstellation The Mountains er denne uges uundgåelige på P3. Havde jeg ikke drukket af ugidelighedens uudtømmelige bæger så flittigt på det seneste, ville jeg jo nok have nævnt lige præcis denne udgivelse i samme åndedrag den ramte virkeligheden for en ca. 10 dage siden. Trioen består af to gange Nordsø brødre (det er dem fra blandt andet The William Blakes) samt ingen ringere end blogger favoritten Michael Møller. Og The Mountains (indtil videre rammer denne betegnelse jo dobbelt på behændigste vis) lyder da også som en pragtfuld blanding af The William Blakes’ storladenhed og det smukt melankolske på næsten typisk Michael Møller facon.



Siger den igen og så gider jeg næsten ikke længere være et ekko af mig selv. Victories at Sea fra Birmingham er bare usandsynligt pissego’e og burde leve med supermodeller på skødet i blitzens konstant blændende skær, i stedet for som nu i tilnærmelsesvis buldrende mørke. Frisk pust er en top kliche, men deres energiske, pulserende, forfriskende, let støjende og helt igennem iørefaldende sange er lige præcis det! Og for at gøre mit til at speede processen op mod "fame and glory", har jeg så lige ofret et par håndører og bestilt debut EP’en In Memory Of, som er ude lige om et øjeblik.





Sluttelig en stor tak for alle de fine og givetvis velmenende Linkedin invitationer, som vælter ind i mailboksen til HITC-mailadressen. I ved ikke hvem jeg er eller hvad jeg kan og jeg gider slet ikke booste jeres ego ved at være én af jeres 117 nye connections. Spam med spam på, så glem det! Og ja – jeg findes skam på Linkedin med et rigtigt navn, et nogenlunde rigtigt job og en anden mailadresse. Der skal i være så velkomne, hvis i altså gider gøre indsatsen for at finde mig!