Tak, tak, mange tak…siden i nu er så mange, der spørger så flittigt (dræbende og ondskabsfuld sarkasme), så går projekt ”genrejsning af blog” vel egentlig ok. Flere indlæg end i lange tider bør vel i sig selv et ok succeskriterium? Jeg mener; tiden hvor blogs var populære og indflydelsesrige er vist, som jeg forstår det, for længst forbi, så intet formål i at skæve febrilsk til besøgstallet. Skriv, skriv, skriv for din egen fornøjelses skyld og lad det blive derved…
Er kommet så vidt, at jeg også er begyndt at tjekke mails igen. Eller det vil i sandhed nok mest sige, at jeg sletter i stor stil. Fandt det i øvrigt latterligt grinagtigt at have fået tilsendt 3 mails lige i rap, der promoverede det kommende Agnes Obel album Aventine…ikke at jeg gad kigge nærmere på det af den grund! Men kan vel bruges som et nydeligt lille tekstbog eksempel på, hvorfor hver og hver anden blogger har fået mailallergi?
Rob Rowe, som er forsanger (og givetvis en hel masse andet) i et af min all-time yndlingsbands Cause & Effect, forsøger at finansiere debut albummet for hans nye projekt Whitewaits via Kickstarter; og det unægtelig med en vis succes. Målet på $5.000 er for længst nået (inkl. min ydmyge donation), hvorfor der meget gerne skulle lande en god gammeldaws CD i min mailboks, når vi når frem til slutningen af juli måned. Soloprojekter (i dette tilfælde er det nok mest et sideprojekt) kan være en noget ambivalent oplevelse; skyldes de et behov for at udforske ukendte musikalske territorier? Er sangene simpelthen for dårlige til at blive udgivet under bandets navn? Er projektet det første spæde tegn på opløsning eller? Tjah? I dette tilfælde måske det sidste, for første singlen Island lyder nu bare mest af alt som et Cause & Effect nummer…og mange tak for det (selvom en opløsning da vil være yderst smertefuld – så meget hellere en pause på ubestemt tid).
I nede tiden (dvs. den periode hvor bloggen lå underdrejet) anbefalede gode gamle J.A. dette nummer med Night Flowers. Og skulle man nu synes helt vildt godt om The Pains of Being Pure at Heart, så er Single Beds intet mindre end det blødeste smør for trommehinderne.
New York duoen Lilly Wolf har nedtonet de pulsende danse rytmer på deres nye nummer Jealousy og piftet soundet op med lidt akustisk guitar, hvilket så bestemt er yderst klædeligt. At nummeret så samtidig, og som altid, er super iørefaldende, gør jo bestemt ikke det hele mindre tiltalende!
Er kommet så vidt, at jeg også er begyndt at tjekke mails igen. Eller det vil i sandhed nok mest sige, at jeg sletter i stor stil. Fandt det i øvrigt latterligt grinagtigt at have fået tilsendt 3 mails lige i rap, der promoverede det kommende Agnes Obel album Aventine…ikke at jeg gad kigge nærmere på det af den grund! Men kan vel bruges som et nydeligt lille tekstbog eksempel på, hvorfor hver og hver anden blogger har fået mailallergi?
Rob Rowe, som er forsanger (og givetvis en hel masse andet) i et af min all-time yndlingsbands Cause & Effect, forsøger at finansiere debut albummet for hans nye projekt Whitewaits via Kickstarter; og det unægtelig med en vis succes. Målet på $5.000 er for længst nået (inkl. min ydmyge donation), hvorfor der meget gerne skulle lande en god gammeldaws CD i min mailboks, når vi når frem til slutningen af juli måned. Soloprojekter (i dette tilfælde er det nok mest et sideprojekt) kan være en noget ambivalent oplevelse; skyldes de et behov for at udforske ukendte musikalske territorier? Er sangene simpelthen for dårlige til at blive udgivet under bandets navn? Er projektet det første spæde tegn på opløsning eller? Tjah? I dette tilfælde måske det sidste, for første singlen Island lyder nu bare mest af alt som et Cause & Effect nummer…og mange tak for det (selvom en opløsning da vil være yderst smertefuld – så meget hellere en pause på ubestemt tid).
I nede tiden (dvs. den periode hvor bloggen lå underdrejet) anbefalede gode gamle J.A. dette nummer med Night Flowers. Og skulle man nu synes helt vildt godt om The Pains of Being Pure at Heart, så er Single Beds intet mindre end det blødeste smør for trommehinderne.
New York duoen Lilly Wolf har nedtonet de pulsende danse rytmer på deres nye nummer Jealousy og piftet soundet op med lidt akustisk guitar, hvilket så bestemt er yderst klædeligt. At nummeret så samtidig, og som altid, er super iørefaldende, gør jo bestemt ikke det hele mindre tiltalende!
1 comment:
Appreciate your blog poost
Post a Comment