1-2-3...

Ved jo kun alt for godt, at jeg spiller den samme plade igen og igen, men min ryg er i ubehagelig grad ved at tage livet af mig. Samtidig er panikken så småt ved at få frit løb, for fredag kører bilen sydpå og lige nu magter jeg 5 minutter i siddende stilling før smerterne tager magten. Så trods en sygelig angst for nåle er utænkeligt midler taget i brug, så akupunktur blev forsøgt her i morges (i kyndige hænder så klart). Endvidere er min ryg plasteret til med Jin Si Gao Hydrogel klister stads, som køler dejligt, men også hyler mig ind i en hørm af mentol, som vækker associationer om en alkoholiker, der forsøger at kamuflere spiritusdunsten? Om det virker er for tidligt at vurdere, men så længe der er håb...

Har nævnt en-mands projektet Junica utallige gange før og nu har den New Zealandske popsmed skrevet nummeret Cherry World med undertitlen (written for Katy Perry or Pink to sing), samt via et tweet rakt hånden ud mod førstnævnte af de to popsild. Man kan jo så kun håbe, at der kommer et tilfredsstillende udbytte ud af besværet for nummeret har da så bestemt hit potentiale. Og bør hverken forskrække radiolyttere, teenagere eller andre med angst for musikalske forandringer! Døm selv...


De superfine skottere Bubblegum Lemonade har en ny superfin (hvad ellers?) single på trapperne og den udkommer selvfølgelig på Matinée Recordings (ingen over og ingen ved siden af). Og vanen tro i disse tider udkommer Have You Seen Faith? som god gammeldaws 7 tommer single, hvor der kun trykkes 500 eksemplarer. Håndnummererede selvfølgelig og på pink tyggegummi vinyl, hvad dælen der så måtte menes med det? Men altså sådan en rigtig samler ting for nørder og andet godt folk. Nummeret er ikke så overraskende en pragtfuld omgang guitar pop med melankolsk undertone. Skønt!


Svært heldigt...stod (kan jo ikke sidde i øjeblikke) og små sov lidt, da jeg var færdig med at lytte til Bubblegum Lemonade, hvorefter SoundCloud fortsatte ufortrødent til den her lille pop perle fra Champs. Kan vel bedst beskrives som noget, der meget vel kunne udgives på førnævnte Matinée Recordings...og det er nok det bedste kvalitetsstempel, som kan tildeles...tror jeg!

European Youth Academy...

Find din indre Pet Shop Boy frem og giv så det nye projekt European Youth Academy et lyt. Første udspil Radio Edit er en herlig uptempo, solidt PSB inspireret (og selvfølgelig møg iørefaldende, men det er jo standard kriteriet for at kvalificere til lidt omtale) pop sang og skulle stemmen virke en smule bekendt, så er manden bag ingen ringere end Caspar Bock; tidligere primus motor i nu hedengangne (eller måske ikke?) Champagne Riot. Hvad de videre planer er, om andre er involveret i projektet og hvad man så i øvrigt ellers kunne ønske sig at vide, har jeg ikke den mindste smule anelse om; men holder mig bare til at Radio Edit (hedder den virkelig det?) er et super interessant debutnummer og læner mig så tilbage og venter (så'n nogenlunde) tålmodigt på mere...

Cocovan...

Når afslutningsreplikken i en promomail er "she reminds me of an edgier, French Fallulah", så er man jo næsten lige nødt til at tjekke, om PR folkene hos Danger Village ikke har været bare en smule for kreative. Og skulle den dukke op, så skal man jo aldrig forsømme en kærkommen lejlighed til at gå i rette med folk! Nøgternt set og hånden på hjertet, så mener jeg nu nok, at vores kære Fallulah har noget mere kant...men når det så er sagt, så er Mascara med Cocovan et herligt iørefaldende og svedigt danse pop nummer, som højst overraskende har formået at sætte en smule gang i futterne her ved hæve/sænke bordet (i det omfang ryggen nu tillader det...)!

Blandet fra bunkerne og kampen mod vindmøllerne...

Rumsterer lidt rundt i mailboksen med et lysegrønt håb om at finde guld. Samtidig en kærkommen mulighed for at rydde lidt op i de mere end 23.000 mails, som efterhånden fylder ganske nydeligt på hylderne. Som jeg har skrevet så mange gange før ved tilsvarende lejligheder, så føler jeg mig ikke voldsomt berettiget til at være alt for kritisk overfor den indkommende musik, idet jeg jo ikke ejer den mindste form for musikskabende evner. Men samtidig føler jeg så nogen gange også, at det måske ville være klædeligt, hvis enkelte musikere besad den samme form for selvkritik inden de skød mails af sted med lovprisninger af egne tvivlsomme kreationer. Diverse PR folks klamme kreative hænder på diverse mails, gør jo så nok heller ikke situationen voldsomt meget bedre. Selvkritik (eller et beskedent stænk af realisme) venner er vejen frem. Bare et minimum ville spare andre bloggere (og mig - ikke mindst) for en masse besvær, og i jeres ende vil det givetvis spare en masse mennesker for en ikke uvæsentlig og komplet spildt bunke penge. Er med på, at det er spildte guds ord, men kald dem mine vindmøller, hvis i synes!

Her er så udbyttet (det vil vel sige, det som faldt i min smag) af et par timers intens lytten, sletten og undren...

Vi lader sangene tale for sig og så kan man jo efter forgodtbefindende påklistre genrer, udtænke beskrivelser eller hvad man nu måtte have behov for...

Capri Suntan...

Sommer, sol, sand, strand, bølger, surf brædder og en enkelt bikini (eller to). Man får skam hele  den store Hawaii pakke i denne nye video fra Brooklyn electro pop trioen Sensual Harassment, som (altså videoen og ikke bandet) er klippet sammen af en 8mm amatøroptagelse fra 1965. Nummeret Capri Suntan er (og heldigvis for det) super iørefaldende med en klar sommerlig sound (og hvordan definerer så lige den?) og supplerer de pragtfulde gamle optagelser på smukkeste vis! Hvis man er til den slags, kan bandets EP Escape From Alpha Draconis (som Capri Suntan naturligvis er en del af) downloades kvit og frit bandets hjemmeside.

Spol filmen tilbage...

Nyt album fra Manic Street Preachers er tilsyneladende på vej og på titel nummeret får de en hjælpende hånd (vokal) af ingen ringere end Richard Hawley. Da unægtelig noget af en drømme kombination...

Av, av, av...

For helvede da osse, hvor min ryg er ved at tage livet af mig. Sandsynligvis som en slags pisseirriterende, men givetvis også "friendly reminder" om, at den ikke længere gider at være en aktiv deltager i min fascination af marathonløb. Har derfor tilbragt det meste af weekenden og dagen i dag stående eller liggende fladt udstrakt, idet siddende oprejst på en stol ikke er en mulighed i mere end aller max. 30 sekunder ad gangen. Det er på alle måder enerverende og fuldstændig drænende for al energi; både fysisk som psykisk, og lige nu er en gigantisk øvelse i at opføre mig ordentlig og tale pænt til verden omkring mig. Håber sgu, at ham fys'en i eftermiddag har stillet skarpt og får nakket problemet!

Holder modet lidt oppe med musik i øret, så her er den bedste lille håndfuld, som har krydset min vej på det seneste...

Night Flowers er super mega fede, hvilket selvfølgelig er lidt af et "statement", når bandet kun har to numre på bagen. Som altid lyt og døm selv, men gør dig da kun den ulejlighed, hvis du er til smuk drømmende shoegaze inspireret lyd.


Min gamle bloggerkammersjuk Peter anbefaler dette nummer fra London post-punkerne Desperate Journalist og det støjer jo bare noget så herligt derudaf!


Med den nye single Turn You fra The Ballet smutter vi så lige over i den boldgade, hvor der er betydeligt mere fokus på det melodisk poppede. Og den slags kan vi jo også godt li'!


Slutteligt et spritnyt og helt igennem brillant nummer fra engelske Play People, som lever en ganske anonym tilværelse (uden Facebook, website og med en Twitter profil, som stort aldrig opdateres).

Tweets med ironi på...

Gider ikke gå voldsomt ned i detaljen, men lærte en ny interessant lektie på Twitter i går. Tilsyneladende er det helt ok, at fyre usaglige bredsider af mod folk og deres holdninger, så længe det blot gøres i ironiens hellige navn (budskabet er ikke til at misse, men modtageren mangler jo humor, hvis det tages alt for alvorligt). Også selvom man så efter min bedste overbevisning klokkeklart og temmelig lavpandet vælger at gå efter mand i stedet for bold; så det åbenbart lig’ meget. Men særlig interessant så klart, fordi det dermed (om muligt) giver mig en mulighed for at synke ned på et endnu lavere perfidt niveau, end hvor jeg hidtil har befundet mig (hvor jeg primært har ladet ironien ramme mig selv...). Så vogt jer derude, for i ved aldrig hvad som kommer til at ramme jer…men husk venligst, at "det den nye form for humor, hvor intet er alvor, ironi"!
 

Nogle hurtige skud fra hoften...

Havde et indlæg klart og parat fredag aften (i mit hoved altså), men den ubarmhjertige sandhed er, at når først ungerne er lagt i seng, så er jeg for træt til andet end sofa og dårligt TV!

Det ældste yngel er på Vilde Vulkaner, og selvom det ligger en del år ude i fremtiden, så begynder jeg allerede nu at øve mig på argumenter for, hvorfor hun ikke må tage til Roskilde...

Op et vist sted med doping og fortidens synder; Tour de France er og bliver top underholdning!

Seneste nyt fra afdelingen af musikalske indrømmelser; jeg synes faktisk at denne her er helt, helt ok...

Whitewaits (som jeg omtalte med en vis begejstring i fredags) har lagt endnu et nummer til streaming via SoundCloud.
 

Ved første lyt synes det nye album Desire Lines fra Camera Obscura ganske så uinteressant, men jeg giver ikke op så let og klør på med flere chancer.

Touren kalder...