Night Café...

Check out this new video from old (and we're talking about way back to the early 80's) favorites OMD for the single Night Café. The song is a simply wonderful and catchy electronic pop piece and the album English Electric has to take the prize as surprise of the year (History of Modern was actually pretty darn good, but still pales in comparison), but the video is truly, truly bizarre (if you can make any sense of it, please do tell)!

Rising sun...

Last week I posted the wonderful debut single Find Love by Nashville act Prince of Spain, which I called (roughly translated) "folk pop when it's most beautiful, melodic and dreamy". A second single called Rising Sun has now been released and guess what (you already have); it's equally beautiful, melodic, dreamy and simply wonderful! A new favorite band?



oh...there's a video too...

One step forward; two steps back...

I’m seriously considering a switch back to English. The logic being that my posts in Danish are shit and so were my posts in English. Though it shouldn’t really matter since no one’s reading anything I write anyway. But after all; writing in English should increase the number of people not reading my posts. By that I mean that there are far more people understanding English than Danish, so by switching back you can say that I’ll be ignored by a far greater number of people. Make sense of that if you can…

The title refers to the shape of my back. It’s been hurting for nearly three months and just when I thought things were getting better, I spent 9 hours this past weekend on a bench, in a church, in Copenhagen watching a somewhat shortened version of Wagner’s Ring Cycle (the blurry photo is from Die Walküre). I survived and actually thought it was immensely enjoyable, but my back sure took a setback (it prefers that I’m either laying down or standing up). Perhaps someday I’ll write some thoughts on the Ring Cycle, as there sure is a lot to say, mean, think etc. But (hopefully) without sounding too melodramatic, music, movies etc. will never quite be the same again after being introduced to The Ring, as I will constantly from now on and forever be hearing and looking for references.

In case you didn’t understand any of my Danish posts (and you probably weren’t around anyway) they were in vast majority a copy paste of previous posts written in English. Most of the time bitching and nagging about the poor quality of the music found in the mailbox. Or putting it another way…shitty music for at shitty blog! However some music was actually pretty OK, so you really should do yourself the favor and scroll down or check some older posts. There were gems!

But today I’m just cursing at my back pain…ouch...and will perhaps be checking out some music as well, but don't count on it!

Over & Over...

De smukke sange står åbenbart på række i dag og tilsyneladende bare venter på lidt opmærksomhed...Over & Over med det engelske stjerneskud (?) Sivu er tilbagelænet, britisk, følsom singer-songwriter-agtig og bare helt gennemført vidunderlig...dage som i dag er hele besværet værd!

Prince of Spain...

Startede dagen med dette vilkårlige pluk fra maildyngen og til min pænt store forbløffelse røg nummeret ind under huden fra første sekund...debutsinglen Find Love fra Nashville bandet Prince of Spain er folk pop, når det er allermest følsomt, smukt, melodisk, drømmende...(tilføj, om du lyster)...
 

Just kids...

Som jeg vist fik pjevset rigeligt over i sidste uge, har jeg pænt travlt på arbejde lige nu, så desværre er det så som så med tid til at opstøve nyt. Så yderst tilfredsstillende at konstatere at "fødekæden" fungerer upåklageligt og at J.A. som altid står klar i kulissen med en solid anbefaling. Og nok en gang rammer han den klokkerent til et suverænt homerun, for Just Kids med den engelske trio F.U.R.S er præcis et af de her energiske, melodiske, guitardrevne og let støjende numre, som man bare (jeg kan i hvert fald ikke) aldrig kan få nok af!

Klar, parat...

Et af mine yndlingsbands fra snart ufatteligt længe siden krydser spor med et af mine yndlingsbands fra nyere tid. Tears for Fears (The Hurting er nok det bedste album nogensinde) har indspillet denne cover version af Arcade Fires Ready To Start. Nok mere interessant end egentlig godt, men en helt igennem egen fortolkning af sangen, hvilket jo altid er at foretrække frem for de versioner, som deler 99% DNA med originalen. Facebook opdateringer og egen SoundCloud side kunne jo godt indikere, at bandet snart har mere i ærmet...nok utopi at forvente en The Hurting part II, men mindre burde vel kunne gøre det?

Middle Sea...

Ny single fra Yuck...og den er go'! Rigtig go'!
 

Glemte perler...

Barsler lidt med en playlist på Spotify, som jeg i al sin velklingende danskhed har døbt "forgotten gems from the blog". På forskellig vis blev jeg tidligere i dag inspireret til at kigge på lidt gamle blogindlæg (+3 år tilbage), hvor der muligvis kunne skjule sig en lille perle eller to, som aldrig helt fik den opmærksomhed, som den eller de så klart havde fortjent (hvilket jo er et mega subjektivt statement, men da det er min blog osv....behøver vi virkelig komme ind på det?). Kan være en smule anstrengende at gennemlæse sine gamle skriblerier, men musikken fejler da heldigvis ikke noget, så vi lader den tage ordet herfra.

Sensoria...

Så blev jeg da helt uventet og noget så grundigt bombet tilbage til midt 80'erne. Til dengang hvor musikvideoer på TV var en sjældenhed (når man som os kun havde antenne på taget), man optog musik på kassettebånd og gik på biblio for at låne LP'er. Må jo have været på TV, men husker ikke hvor og hvordan jeg stødte på videoen til Sensoria med Cabaret Voltaire første gang. Men husker derimod ganske tydeligt at nummerets elektroniske kølighed, men alligevel umiddelbare iørenfaldenhed gjorde et voldsomt indtryk på mig og erindrer ikke mindst den lykke jeg følte, da jeg fandt Micro-Phonies på biblioteket, så Sensoria kunne kopieres til utallige gennemlyt. Har en kraftig formodning om, at jeg nogle år senere erhvervede 12 tommeren med det insisterende pumpende remix i en eller anden second hand butik...men det må i givet fald være omtrent 25 år siden, så kan muligvis være et udtryk for ønsketænkning snarere end være faktiske realiteter.
Hele trippet startet her til morgen ved, at jeg stødte på nyheden om, at Cabaret Voltaire er i fuld gang med at genudgive gammelt materiale og at #8385, dækkende bandets samlede værker i perioden 83-85, udkommer til november...hvori altså Sensoria vil være inkluderet i flere versioner, hvilket så igen forklarer, hvorfor Mute Records netop har lagt dette stream af før omtalte remix op på SoundCloud. Svedigt!

Krigstrommer og en doven hunds mareridt...

Min kollega insisterer årligt på sin ret til tre ugers sammenhængende ferie og trods en bred vifte af forsøg varierende fra det blidt appellerende om kollegial hensyntagen til det fysisk truende med at det er umuligt at bade med arm, ben og kæbe i gips, må jeg igen i år konstatere, at vedkommende ikke kom på bedre tanker og nok engang valgte ferie over arbejde. Suk, klage, jammer og nød, men lige lidt hjalp det. Arbejde og ansvar er mit og mit alene de næste tre uger...og for en doven hund som mig, er dette jo nærmest på højde med udsigten til at skulle prygles nøgen i gabestok på torvet når det er markedsdag...altså godt og vel næsten. En hvis herre tog således også fanden ved mig i går, hvor jeg var imponerende produktiv i op til flere timer i træk...og lige så snart jammerkommoden er pakket væk, så har jeg sørme så tænkt mig at fortsætte i samme spor! Morakker in spe?

Holder modet en smule oppe ved at lytte til den nye fine EP The Wilderness Children fra den såre interessante og spritnye danske konstellation War Drums. Tung synth domineret (guitarer er bandlyst) post-punk, som lyder pænt 80'er sort uden på nogen måde (og heldigvis for det) at glemme den gode melodi. EP'ens 6 numre kan downloades kvit og frit her eller der, eller bare streames der eller her. Læs mere om bandets baggrund (de er ikke så grønne endda) eller holdt dig bare generelt godt orienteret på deres hjemmeside.

Telefonvagt...

Er i den vanvittig heldige situation, at jeg har telefonvagten på arbejde her og nu fra 14 til 17. En fredag eftermiddag i august, hvor solen skinner, hvilket jo unægtelig kunne lyde som om, at jeg har trukket sorteper, fået fingrene i det korteste strå eller bare skudt pænt langt forbi papegøjen. Men nej! Her er tale om en ganske almindelig og helt igennem ubehagelig turnusordning, hvor det altså i dag er min tur til at svare "Hallo! Ring igen på mandag, når her er nogen, som ved noget om noget som helst". En telefonsvarer burde vel sådan nogenlunde kunne udføre den samme opgave uden at lyde træt og irriteret, men dertil er vi altså ikke helt nået...endnu. Men det kommer...tror jeg.

Crowdfunding breder sig som ukrudt, så det efterhånden er muligt at støtte projekter af yderst varierende art og (givetvis) seriøsitet. Kreativiteten må dog siges ofte at være i højsædet og jeg føler mig faktisk fristet til at smide en plovmand efter Boho Dancers indsamling til et videoprojekt. Fint nok med en video, men en tur i bandets Christiania cykel med efterfølgende kaffe eller øl er altså svært tillokkende!

Er fortsat blæst helt og aldeles bagover af Barcodes med norske Making Marks. Hvis du ikke allerede har givet den et lyt, så gør det nu bare. Uden så mange dikkedarer. Bare gør det!!

Tænker også lidt, at jeg nok burde tage det næste spæde skridt ind i Wagner universet og denne gang høre Kristian Leth fortælle om Das Rheingold...det tror jeg sgu da bare jeg gør, når jeg får spundet en ende på skriblerierne.

Det gør jeg så med denne fornemme anbefaling fra blogger kumpan Peter. The Hosts fra Sheffield har skævet godt og grundigt til 60'erne og har med Give Your Love To Her fremtryllet en helt igennem pragtfuld pop sag.

Virkeligheden med mere...

Er begyndt at tale om virkeligheden jævnt og ofte...gør mig ingen illusioner og ved at alle har gennemskuet det som et voldsomt banalt synonym for arbejde og andre ubehageligheder, som man skal krydse klinger med i hverdagen. Dette (eller denne?) helt geniale Tweet fra Max Bitter sætter på bedste vis ord på noget af det, som jeg vist længe har forsøgt at udtrykke...

Desværre chef. Det der balance mellem arbejdsliv og familieliv er ikke lige mig. Jeg er mere til balance mellem familieliv og fritid.
— Max Bitter (@MaksBitter) August 8, 2013

Havnede uforvarende på DR K i går aftes og endte med at blive hængende til et afsnit af Modekoder, hvor der fokuseredes på overkroppen...og de signaler vort valg af tøj, tatoveringer etc. sender...eller ikke sender. Især spørgsmålet, der gentagende gange blev stillet, om hvorfor folk havde valgt at tage et givent stykke tøj på (og det opfølgende om hvad de gerne ville signalere) rystede mig lidt. For hvad skulle jeg selv have svaret? Står (jeps - hæve/sænke bord) lige nu og glor ned af mig selv og aner ikke hvorfor jeg har netop denne hersens lyseblå polo på...fra et mærke som vist var ganske populært i 80'erne og som efterfølgende (og mest forgæves) har forsøgt at genopfinde sig selv. Men synes faktisk den er ok nydelig og så var den ren i morges; men hvad fanden det lige er jeg prøver at signalere? Don't ask! Men kigger jeg en anelse længere ned, så synes jeg egentlig, at mine sko er grimme; rigtig grimme. Og signalerer vel mest af alt bare dårlig smag? Men det afsnit har jeg ikke set, hvis der altså er produceret et sådant? Kan ske at jeg hellere må sætte signaler fra tøj på dagsordenen og blende det ind i virkeligheden...?

Scannede lige mailboksen og fandt det her nummer fra en elektronisk duo, der kalder sig Hi Fashion. Et band, som tydeligvis går op i tøjets/kostumernes signalværdi, så rent tematisk passer det jo rigtig fint lige netop her og nu. Sangen er en ganske velpresset og nydelig elektronisk pop sag...som trods en vis steril lyd faktisk bliver en del bedre for hvert lyt!

Morgensang...

Alt i mens virkeligheden ubønhørligt fortsætter med at folde sin klamme hånd ud over mig og nådeløst tvinger mig ind i realiteternes verden i stedet for at lade mig drømme væk i nuller og ettere, snupper vi lige et frisk lille pust af et nummer, som burde være det blødeste smør om hjertet på folk med en forkærlighed for C86, jangle og twee iblandet 2 gram støj. Shadow of You er med japanske Boyish og er et ud af fire numre fra en 7" single, som snart skulle udkomme på Cloudberry Records.

Aldrig ensam med Wagner...

Virkeligheden har ædt sig godt ind på mig i dag og har ikke rigtig efterladt mig med nok tid til at snuse rundt og opdage godbidder. Valgte så også lige at anvende en god time på så småt at varme op til Ringen 2013 ved at lytte til første udsendelse af Kristian Leth gå Wagner amok. Spændende og yderst lærerigt...i særdeleshed for en Wagner novice, som jeg jo nok i sandhed må karakteriseres som. Yderligere 4 udsendelser coming up...forhåbentlig med mere af samme skuffe!

Ned i turbanen for gode nyheder er faldet denne opdatering fra Jonathan Johansson, hvoraf vist kan udledes, at der er nyt på vej. Single, EP, album? Ingen anelse, men i situationer som denne er alt nyt som udgangspunkt lig godt nyt!

Og den nyhed kan vi så passende nyde ved at se (eller for de fleste nok nærmere; gense) denne suveræne live version af Aldrig Ensam...mere i morgen...håber jeg!
 

Kaffe, barcodes, fiskeri med mere...

Som jeg nævnte i går, skal jeg have kigget lidt på mails med mere, så jeg har snuppet en solid balje af den ondeste og sorteste kaffe og føler mig nogenlunde parat til at kaste mig over projektet...må nødvendigvis forvente at andre trivialiteter vil bryde ind undervejs, så tænker at der må nedfælges strøtanker og så videre, som så til slut må koges sammen til en eller anden form for anvendelig masse...vi får se...

En indledende tanke når jeg scanner Facebook er desværre, at det aldrig bliver hvad Myspace var, da Myspace var på sit højeste. I et nostalgiske tilbageblik var det jo så nemt og overskueligt med fantastiske søgemuligheder. Noget skidt at det absolut skulle køres i sænk. Tilsvarende med SoundCloud og bandcamp. Gode muligheder for at "embedde", men ellers totalt uoverskueligt medmindre du af anden vej er forsynet med et link til "guldet".

Gider ikke mails, som fortæller mig, at dette nummer eller denne video har haft premiere på Stereogum eller andre sider med massive besøgstal. Niche har alle dage været kodeordet (eller i det mindste ambitionen) og den finder man ikke just ved copy/paste og så lægge sig lunt i andres slipstrøm.

Har ingen interesse i lystfiskeri (selvom jeg lige med stor fornøjelse har læst Laksefiskeri i Yemen), men formoder det er forholdsvist sjældent at første kast giver bid? Ikke desto mindre "fangede" jeg i "første kast" denne vidunderlige popperle fra norske Making Marks. Barcodes er vel det nærmeste man kommer en rigtig sommersingle (uden jeg specifikt kan forklare, hvad det så egentlig er) og da hornene træder ind på scenen (omkring 2:25) skinner solen på det nærmeste som aldrig nogensinde før...

Ikke så tosset. Love Inside a Cage med Canadiske I, The Mountain er rigtig fint og energisk alternative folk pop/rock nummer...og med den sædvanlige standardtilføjelse (som også er det typiske standard kriterie for overhovedet at slippe igennem nåleøjet)...ganske så iørefaldende er det jo også!


Havde held i starten, men der er i sandhed langt imellem snapsen. Forventede lidt at den positive start ville bringe lys i hjertet og åbne sindet, men må vel konkludere at på samme måde som god musik altid vil overleve, så vil dårlig altid blive gennemskuet?

Blev ikke afbrudt af virkeligheden, så det lykkedes at lytte og skrive non-stop. Men bægeret er fyldt og lysten til mere er til at overse. Prøver igen i morgen og skulle det lykkes at finde to perler på ny, så har det hele jo ikke helt været forgæves.

Afslutningsvis (endnu) en lille perle fra min yngste ungdom for længe siden. Ikke af nogen speciel grund andet end at et bandnavn i en mail (som jeg for øvrigt hurtigt slettede) gav nok associationer til at bringer minderne om denne til live... 

Hello again...

Selvom jeg næppe har været savnet, føler jeg mig ikke desto mindre svært fristet til at følge i en afdanket byggematadors fodspor og bryde ud i uforbeholden lovsang om min egen tilbagekomst. Tilbage efter 14 intensive dage i det Sydtyske, medbringende en solidt forankret uvilje mod arbejde og i det hele taget enhver form for såkaldt seriøs aktivitet. Dertil er bjerge, slotte, søer, køer, øl, sol og frisk luft en alt for tiltalende cocktail, som forbliver i blodet en god tid efter at man har taget den sidste tår. Men virkeligheden har det jo med at indhente én, så her er jeg tilbage på pinden, fanget i virkeligheden, men med en masse gode minder i bagagen!

Efter at have håndteret arbejdstrivialiteter i går, skal jeg så småt i gang med at kaste mig over mails, Facebook og Soundcloud opdateringer og håber så inderligt, at de vil kaste en lille godbid eller to af sig.

Og det starter ganske så smukt. Efter en længere periode med tavshed har Matinée Recordings presset gashåndtaget i bund og udgivet en trio af interessante 7” singler og annonceret udgivelsen af en fjerde indenfor en periode på vel omkring 3 uger. Især sidstnævnte, debutsinglen Real Tears fra midtengelske Seabirds, er en velsmagende mundfuld og har slået benene solidt væk under mig. En skøn, skønnere, skønnest, iørefaldende og så absolut uimodståelig popsang med en sund dosis Belle & Sebastian inspiration, som har bragt smilet tilbage på læben og fået virkeligheden til at virke bare en anelse mindre skræmmende. Tak for det!